|
|
Ragatilang
Ragatilang blev født i England i 1961 og udviklede allerede i en meget tidlig alder en stor interesse for at tegne og male. Det skulle imidlertid blive en helt anden kunstretning, der gjorde ham berømt i første omgang, nemlig den klassiske musik.
Navnet Ragatilang er således ikke kunstnerens rigtige navn, men er et pseudonym for en berømt engelsk koncertpianist, der har optrådt i de store koncertsale i England samt i et væld af andre europæiske lande. Derudover har han indspillet flere store klassiske pladeudgivelser, både alene og sammen med nogle af vor tids største navne indenfor klassisk musik. I de seneste år har Ragatilang dog primært helliget sig experimental-musik og har seriøst kastet sig over sin livslange passion for tegning, grafik og skulptur, hvilket i dag har gjort ham til en succesfuld billedkunstner under kunstnernavnet Ragatilang. Ragatilang ønsker ikke, at hans rigtige navn skal komme frem i forbindelse med den erotiske kunst, da han er bekymret for, at det kan have en negativ indflydelse på hans klassiske musikkarriere i England.
Ragatilang arbejder mest med studier i vandfarve, graphite, farvekridt og blæk. Karakteristisk for halvdelen af Ragatilangs tegninger og vandfarver er de simple, tynde streger og roen i kompositionen og farverne, mens det i den anden halvdel er den mere dynamiske, vilde og næsten maniske udfoldelse. Effekter som "splat" og dryp ses ofte i Ragatilangs værker for at fremhæve det erotiske. Ragatilang er især fascineret af at fange essensen af et øjeblik, og hvadenten det er et øjeblik af hvile eller af aktiv erotisk intensitet, er hans værker altid emotionelle og fulde af passion. Ragatilang anvender gerne venner og bekendte som modeller, og han forsøger altid at få det menneskelige med i sine skildringer.
Ragatilang er medlem af kunstnergruppen Guild of Erotic Artists, og hans værker hænger i flere samlinger i England. I November 2009 udstillede han i EROTICA i London.
|
|